Hvad er kosmetiske og rekonstruktive plastikoperationer?

I dag er det muligt at ændre et menneskes udseende radikalt med plastikoperationer. Man skelner i den forbindelse mellem to operationstyper: For det første er der den kosmetiske kirurgi, hvor hensigten er at ændre en persons normale udseende, og for det andet er der den rekonstruktive kirurgi, der har til hensigt at ændre en abnormalitet (fx i tilfælde af brandsår, svulster o.lign.).

Kosmetisk kirurgi

Vi hører oftest om plastikoperationer i forbindelse med kosmetiske indgreb, hvor en person ønsker at forbedre sit normale udseende. Måske er næsen skæv eller for stor, brysterne er for små, eller også er rynkerne begyndt at træde lidt for tydeligt frem i ansigtet. I alle disse tilfælde drejer det sig om personens selvfølelse og tilfredshed med sin egen krops udseende. 

Rekonstruktiv kirurgi

Plastikoperationer bruges dog også, når en person har været udsat for en ulykke, en sygdom el.lign., der har medført et abnormt udseende. Her vil kirurgen kunne gribe ind og forsøge at rekonstruere personens normale udseende så godt som muligt. Ligesom ved kosmetisk kirurgi er personens selvfølelse også på spil her, men hensigten med plastikoperationerne er derudover at sørge for, at personen kan leve så normalt et liv som muligt uden at blive invalideret.

Ingen stemmer endnu